Jeg cyklede – og tog toget i morges. Jow sørme så. Jeg skulle på kursus i Spirometri på Tivoli Hotel – jeg fik bare ikke lige set ordenligt på adressen – hvorfor ligger Tivoli Hotel ikke ved Tivoli? Ejendommeligt. Nåh – men følte mig nærmest som internationalt rejsende – togafgange bliver annonceret på engelsk (og dansk), hvilket nok mere er et udtryk for stigende grad af et multikulturelt samfund end en service overfor turister.
Vidste du det?? At vi faktisk har tog med 2 etager i DK? Og mezzanin? JEg anede det ikke, jeg kører aldrig med tog. Kan ikke engang finde ud af, hvilken perron, jeg skal finde toget på. Må alle rejse på 1. sal? Toget var sq smart – der var stewardesse ombord – hun rendte rundt og spurgte folk, om de havde husket deres mobiltelefon. Jeg viste blot mit rejsekort, blev dog svedt, da jeg så at andre havde rejsekort med QR-kode – va faen er nu det for noget? Man bliver jo helt hægtet af, når man aldrig bruger den slags transportmidler. 20 min. tager det – fra Roskilde til Hovedbanen – eller Copenhagen Central Station om du vil. Jeg kan ikke læse, når jeg kører tog, jeg bliver køresyg – så jeg må nøjes med at se ud af vinduet og se landskabet ræse forbi – eller glo på mennesker, hvilket kan være ret interessant. Hvordan kan det være, at sort hår altid er blankt og skinnende ? Mit røde vikingegarn minder om en tot halm i november måned, med mindre jeg har proppet et eller andet i det. Jeg kan også sidde og fantasere om, hvad folk laver på job udfra de sko de har på. Men cykelmanden i stramt cykeltøj og blebukser med Osprey rygsæk og cykelhjelm…hvad mon han laver? Har han habit og nypudsede sko i tasken?