Da jeg købte min lejlighed, vidste jeg med det samme, at jeg ville have en glasvæg mellem entré og stue. Gangen er yderst smal 105 cm og meget mørk. Til gengæld er der stort lysindfald gennem stuens store vinduer, som dækker hele endevæggen. I starten tænkte jeg vinduer i sort metalramme – a la NY-style. Men jeg faldt over en hjemmeside www.klassiske-vinduer.dk, og gik på jagt der. Tanken om genbrug er ret tiltalende. Jeg surfede længe – for udvalget er kæmpestort. Blev til sidst enig med mig selv om, at flere små vinduer var lettere at få op på 3. sal – end et stort vinduesparti. Jeg lavede en aftale, og kørte ud på adressen.

Jeg vil sige – at stedet er helt magisk – ja eventyrligt. Der er vinduer, glas og døre alle vegne – oppe og nede, de står på rad og række som tinsoldater i geled. Eller som dominobrikker – og man bevæger sig forsigtigt rundt, for ikke at komme til at vælte noget. Det er lidt af en forhindringsbane – over….under….rundt om. Hvert et vindue kan fortælle en historie. Mine vinduer har hængt i en rød murstensejendom på C.F. Richs Vej på Frederiksberg. Som jeg husker det, var dete fra en ejendom med erhverv. Men jeg er helt sikker på, at der er vinduer, som kan fortælle historier om tørresnore med vasketøj – røde, blå og grønne sokker, lange underbukser og hjemmestrikkede trøjer. Andre vinduer vil fortælle om børn der leger i gården – grædende børn, der er faldet og har slået hul på knæene.

Vinduer lod sig let transportere bag i min stationscar – de kom også uden besvær helt op på 3. sal. Men væggen de skulle bygges ind i…. den var ikke så samarbejdsvillig. For det første slap pudsen fra selv væggen, så den gyngede når jeg trykkede på den. Var helt klar over, at jeg måtte kradte pudsen af. Den blev båret ned i sorte murespande – og pakket i affaldssække – og sat bag i bilen. Den var tungt læsset. Da al puds var banket af – så stod en sølle væg tilbage, den var i slem forfatning, og jeg kunne se solens stråler skinne igennem, hvor væggen havde huller. Den var byggete op i let gasbeton – små blokke. Væggen gyngede også. Jeg forsøgte mig med forskalling og karmskruer i håb om, at jeg kunne bygge noget stabilt – og få sat gips på. Men jo mere jeg skruede – og jo mere gik det op for mig, at det var et helt umuligt projekt. Min svigersøn tog teten – han skruede resolut alle karmskruer ud af væggen igen. Muren faldt. Sten for sten blev muren pillet ned og lagt i en bunke på mit stuegulv. Endnu engang kom de sorte spande i brug. Der er langt ned fra 3. til parkeringen – denne gang blev de sorte spande læsset på en dobbeltakset trailer – og muren blev kørt på lossen.

Tømrer blev hidkaldt og han byggede en ny væg op – med de fine gamle vinduer bygget ind i væggen. Fordelen ved en helt ny væg var, at jeg selv kunne bestemme, hvordan væggen skulle se ud – og hvor stor åbning jeg ville have. Ulempen var det store arbejde og tiden det tog samt reparation af vægge og loft. Men nu står den der. Væggen. Den er blevet så fin. På stormkrogene hænger små fine finurligheder. I toppen er sat en Philips Hue led-strimmel til det fineste lys. Vinduer er klar til nye historier – nye eventyr.