Man må gerne klappe sig selv anerkendende på skulderen, når man vælger at gå mod strømmen – og planen alligevel lykkedes med stor succes – og penge på kontoen.

For 10 år siden boede jeg til leje i et alment boligbyggeri. Jeg flyttede ind i et lille rækkehus, efter jeg blev skilt fra børnenes far. Det var såmænd et fint hus – 5- værelses, stort badeværelse, fin have. Men jeg drømte om, at komme tilbage på boligmarkedet at købe mit eget. I 2009 besluttede jeg mig for, at dette ønske skulle opfyldes. Jeg arbejdede ekstra, prøvede at få så gode lønsedler som muligt. Gik i forskellige banker, for at blive godkendt til at købe fast ejendom. Vel vidende at jeg nok ikke fik det helt store beløb at købe for.

Jeg blev godkendt – hvilket var en sejr i sig selv. Jeg kiggede på huse, jeg ville have hus med have. Faldt for et lillebitte hus i Jyllinge med spændende have i flere niveauer. Jeg skrev under – sælger skrev under. Men handlen blev ikke til noget. Sælger måtte ikke sælge for sin bank.

Tidspunkt for køb var ikke gunstigt – priser lå stadig højt, selv om finanskrisen allerede var under opsejling. Jeg fandt et andet hus – det havde ligget ledigt i 2 år. Jeg bød på huset – og i selv samme uge modtog de så bud nummer 2 – og gik med det.

Virkelig en stressende periode. Der er mange ting, man skal forholde sig til, når man vil starte på en frisk på en ny adresse.

Ejendomsmægler viste mig en lejlighed i Ølstykke. Jeg har boet i Ølstykke næsten et helt liv. Lidt stavnsbundet af mine børn. Ølstykke er en fin by, hvis man er en familie. Men den har ikke ret meget socialt og kulturelt at byde på. Jeg har heste – Ølstykke er en gammel hesteby, så her er mange gode ridemuligheder. Specielt efter man har valgt at plante skov for knapt 20 år siden. Elsker at ride i skoven.

Men jeg var ikke interesseret i en lejlighed med altan. Hvad med haven? Men jeg er jo ikke havemenneske – jeg gider ikke slå græs og klippe hæk. Det har jeg gjort så rigeligt. Jeg så på lejligheden igen og må indrømme – det er en virkelig fin lejlighed. Stor og lys. Bryggers – ja bryggers. Supercentral beliggende ved indkøb og transport. Jeg valgt at sætte mit kryds på købekontrakten. Jeg fik ingen opbakning til købet. Ikke meget hjælp til maling og flytning. Udover min moster som på det tidspunkt havde brækket håndleddet. Men hun kom hver dag og heppede på mig. Min børn hjalp i det omfang, som det var dem muligt.

Nu knapt 10 år senere, så er lejligheden så sat til salg – dvs. den er solgt. 13 dage på markedet – 4 fremvisninger. Jeg har drømt om at flytte til Roskilde de sidste 15 år – nu skal drømmen så efterleves. Jeg har købt lillebitte lejlighed under taget. Jeg har købt beliggenhed. Beliggenhed tæt på Roskilde fjord og havnen. Det har vist sig, at mit køb af lejlighed har været en god investering. Jeg får en sjat penge med, så jeg kan sætte ny lejlighed i stand. Det projekt glæder jeg mig til at gå i gang med. Før og efterbilleder vil følge.