At rejse er at leve…..sagde en eventyrlysten mand med sort høj hat engang for længe længe siden. Og det er jo så sandt, som det er sagt. Og jeg elsker at rejse, men er skodhamrende dårlig til det. Jeg mangler sq nogle gange en styrmand, som kan holde til styrbords, når jeg sejler agter. Når først jeg er afsted, så er det jo intet problem. Når jeg sidder i flyveren, så der ingen vej tilbage – og alt falder til ro. Men i dagene inden – og specielt dagen før. Så sidder jeg og hamrer løs på hvadnuhvis-knappen. Og selv om den lyser så ganske rødt, så forhindrer det mig ikke i, at jeg bliver ved. Til sidst har jeg en hel hulning i håndfladen, som lyser lige så rødt som knappen. 
Det er dejligt at have en svigersøn, som gider lege chauffør for én. Det gør alting meget lettere. Vi fik tjekket ind, uden at køen var særlig lang. På vejen op ad trappen til Security – sir sønnike pludseligt: Det er her, at vi skal tage afsked, når jeg skal udsendes. Det løber mig altid koldt ned ad ryggen, når han siger den slags. Men der er jo heldigvis længe til – men tror desværre ikke, at han glemmer det igen. Jeg svarer ham: Jeg vil lave en KÆMPE scene. Klamrer mig til dit ene ben, så du må slæbe mig henover gulvet……mens jeg hulkende råwer…..DU MÅÅÅÅÅååååååååå ikke gå…..og snotten står i kaskader om mit ansigt. 
Rundt hjørnet til Security begynder vi allerede spejde – mon min anden svigersøn er på job?? Jo jo – i den allerførste “gate”. Men den er lukket ;o(Jeg folder mine hænder som en tragt om munden – og råwer: Gmååårn Ling-ling (Emil bliver tosset, når jeg sir det). Men Jef hører ingenting. Hans kollega gør, så han lukker os ind – VIP access. Kæmpekrammer – og “smid tøjet Svigermor” (jakken altså). Biiiiiiiiiiiiiiiiiip sir skannerdimsen, da jeg træder igennem. Den unge mand – ikke svigersøn – sir: Smid skoene og træd venligst op på podiet. Jeg kigger olmt på ham – og svarer. Hvis du ikke gør det ordentligt sladrer jeg til Jef 
Vi kom sikkert gennem Tax-free uden at købe noget. Ikke engang slik — for det måtte jeg ikke for helseholger. Men det var heeeeeeeelt okæ at købe en Frappuchino Caramelo hos Starbucks. Vi slenterede til vores gate med vores 2Go drikke i hånden. Vi er på vej henover landingspladsen til flyveren – er næsten nået hen til trappen, da en ældre herre med blød hat, HA og bukserne helt oppe i armhulerne maser sig forbi os. Hans kone forsøger forgæves at sige noget til manden. Han svarer henkastet henover skulderen…..Ja ja bette mor bare rolig. Flyveren letter ikke uden mig. Javel så….. 
Vi finder vores pladser i flyveren – lige ved nødudgangene over vingen. Der er kun 2 sæder. Der står en stewardesse – øj manner – VIP-pladser. Jaeh svarer hun. Det er YDERST vigtigt, at I får læst nødprocedurerne og kigget billederne. Jamen….okæ. Det viser sig, at når man sidder lige der – så skal man være i stand til at yde hjælp ved en nødlanding. Man må ikke være gravid – tjek. Man må ikke være beruset – tjek. Man skal på alle mulige andre måder være i stand til at tage vare på sig selv – hm…..lidt issues har man vel altid ?? Ellers gror der jo bare englevinger ud. Men med min årelange karriere i skadestuen mener jeg nu godt, at jeg kan hjælpe til. Kan allerede fornemme min heltemodige indsats – måske endda i et heltindejegredderdigkostume – i lilla måske ?? Med kappe og maske ???Stående der på vingen og redde alt godtfolket. …..hmm…nå ja ja fantasien rendt lidt løs her. 
Vi blev venligst præsenteret for mandskabet i kabinen – og de lavede deres sædvanlige nødlandingsshow med fagter i alle retninger. Den ene stewardesse skræmte mig sq lidt. Hun smilede som en rottweiler efter mørkets frembrud….gys…. Vi fik serveret dejlig mad – ja ja tro det eller lade være. Men det var faktisk superlækkert – øko og alting med små italienske lune boller. Mums. Jeg må sige, at jeg bliver imponeret over indtaget af sprut på sådan en flyvetur – kl. er jo kun knald om morgenen ???  Senere under flyvningen serverer de lune kanelsnegle ???? Fame godt at sidde indspærret i en sardindåse, og de serverer kanelsnegle for de 220 øvrige passagerer – gisp. Godt jeg altid tager en antihistamin, før jeg flyver. Rottweileren smilede igen. Lige før indflyvningen til den vores feriedestination – tænker jeg: Jeg må vist hellere pudre næse, før vi lander. Får kantet mig ned til det lillebitte aflukke – der er ved gud ikke megen plads i sådan en flyver. Står så pænt og venter i køen. Den ældre herre med bukserne under armhulerne – og den manglende køkultur er netop blevet hjulpet på toilettet af lillemor – med døren åben. Piloten får kringlet sig ud af cockpittet – jeg så ikke lige hvordan. Han kigger på mig : Står du i kø til toilettet?? Jeg kigger mig omkring  – ehm…kan man stå i kø til andet her ?? Må jeg springe dig over i køen – spør piloten håbefuldt. Og inden min hjerne når at sige bip – så har den allerede svaret – og anlagt pokerface – mens min højre hånd griber om hans ID-skilt, som hænger så fint om hans hals. Jeg svarer: Tror du virkelig, at du kan snige dig forrest i køen, fordi du bærer dette skilt. Jeg fastholder mandens blik. Han blinker ikke engang – men jeg aner en svag tøven. Men manden er jo trænet til vanskelige passagerer. Jamen – jeg er jo på job sir staklen. OG svarer jeg…… stadig med pokerfjæset monteret. En turbulens får mig til at vakle – og jeg er faretruende nær, til at mit hoved nikker piloten en skalle. Kunne være yndigt ikke – om jeg fik slået ham bevidstløs…..sorry…hvadnuhvisknappen igen. Da jeg finder balancen igen – spruttende af grin – ja ja da – gå du bare på toilettet først. Men du havde vel ikke forventet, at jeg ville gøre det let for dig ?? Det kan godt være, at hans blik ikke flakker – meeeeeeen han ryster helt sikkert på hovedet. Det er ganske vist. Men han holder da trods alt døren for mig……..